Udfordringer ved implementering af AI i små og mellemstore virksomheder

Implementering af kunstig intelligens (AI) i små og mellemstore virksomheder (SMV’er) bringer helt sikkert mange fordele med sig, herunder øget effektivitet, forbedret kundeoplevelse og nye forretningsmuligheder. Men rejsen mod at blive en AI-drevet organisation er fyldt med udfordringer. De spænder fra begrænsede budgetter og mangel på teknisk ekspertise til bekymringer hos medarbejderne om jobtab. I denne artikel vil jeg berøre nogle af de udfordringer og diskutere, hvordan man kan overkomme dem for at sikre en vellykket AI-implementering.

Omkostninger

En af de største barrierer for SMV’er er de indledende omkostninger forbundet med at implementere AI-løsninger. Udvikling eller køb af skræddersyede AI-applikationer kan være dyrt, og for mange SMV’er kan denne investering virke uoverkommelig. Det gælder særligt, hvis virksomheden ikke har erfarne interne IT-ressourcer.

Den bedste løsning i den situation er, er at starte småt. Fokuser på områder, hvor virksomheden får den hurtigste og mest mærkbare effekt af AI, og så gradvist skalere op. Med fremkomsten af nye og fleksible AI-modeller, er det nemlig muligt at etablere hurtige og omkostningseffektive prototyper, så man kommer i gang med at høste erfaringer. Cloud-baserede AI-tjenester tilbyder også en mere omkostningseffektiv indgangsvinkel, da de ofte opererer på en pay-as-you-go-model. Begge dele har yderligere den fordel, at man ikke bliver låst fast at store “sunk cost” investeringer, men i stedet kan følge med i udviklingen af nye modeller og teknologier.

Mangel på in-house ekspertise

Mange SMV’er står også over for udfordringen ved at mangle intern ekspertise til at udvikle og vedligeholde AI-løsninger. Partnerskaber med teknologileverandører og specialiserede konsulentfirmaer er her afgørende for at skaffe den nødvendige viden og understøttelse. Arbejder man direkte med leverandører, skal man selvfølgelig være opmærksom på, om man får uvildig rådgivning eller om de har en interesse i den ene teknologi fremfor den anden.

Investering i uddannelse og opkvalificering af nuværende medarbejdere er under alle omstændigheder en nødvendighed. AI rummer massivt potentiale for vækst på både top- og bundlinje for de fleste virksomheder – men kunsten er at identificere de steder, hvor man får størst effekt. Her er det afgørende, at der er folk på holdet med en generel forståelse for fordele og ulemper ved kunstig intelligens.

Modstand fra medarbejdere (og ledere)

En af de mest følsomme aspekter ved implementeringen af AI er medarbejdernes frygt for at miste deres job til “maskiner”. Fordelene ved kunstig intelligens italesættes ofte som kilde til besparelser i organisationen – og det vækker naturligvis nervøsitet og modvilje blandt folk, der – mere eller mindre berettiget – er bange for at miste deres job.

Det er her afgørende, at ledelsen kommunikerer klart og åbent om formålet med at integrere AI. Kunstig intelligens kan naturligvis medvirke til at effektivisere interne processer, men bør primært ses – og italesættes – som en teknologi, der muliggør og forstærker medarbejdernes arbejde, snarere end at erstatte det (Mere “Batman” end “Terminator”). Vis hvordan AI kan overtage repetitive og tidskrævende opgaver og give medarbejderne mulighed for at fokusere på mere værdiskabende og tilfredsstillende arbejde, der kan skabe vækst og fremgang for virksomheden og organisationen.

Et særligt følsomt område at være opmærksom på er direkte eller indirekte modstand fra ledere i organisationen, der enten ikke forstår de nye teknologier eller ser deres position i virksomheden truet. Det nytter ikke, at folkene “på gulvet” er med på vognen, hvis de ikke mærker opbakning fra deres direkte ledere.

Opnå Buy-in fra Teamet

For at overvinde modstand og sikre en vellykket implementering er det afgørende at opnå buy-in fra alle teammedlemmer. Vejen til dette er tidlig involvering af medarbejderen i processen. Lyt til deres input og bekymringer, og lad dem opleve de tydelige fordele ved AI for deres daglige arbejdsrutiner. At fremhæve AI som en muliggørende teknologi, der kan forbedre arbejdskvaliteten og åbne nye muligheder for professionel udvikling, er nøglen til at vinde teamets støtte.

De mest succesfulde implementeringer kommer oftest nedefra i organisationer, hvor ledelsen har givet medarbejderne frihed til at eksperimentere med AI. Hvis man opmuntrer medarbejdere til at søge viden og erfaring opleves kunstig intelligens som en mulighed fremfor en trussel.

Implementering af kunstig intelligens starter i bestyrelsen

Implementering af AI i SMV’er er uden tvivl en udfordrende opgave, men med den rigtige tilgang og strategi kan disse udfordringer overvindes. Ved at fokusere på AI som en muliggørende teknologi, der forbedrer medarbejdernes arbejde og virksomhedens overordnede ydeevne, kan SMV’er navigere succesfuldt i overgangen til en mere digital og intelligent forretningsmodel.

Det er som nævnt vigtigt, at de konkrete projekter startes og forankres decentralt i organisationen – men fordi både potentiale og risiko er så stort, er det afgørende at strategien for implementering af kunstig intelligens er solidt forankret på det øverste ledelsesniveau. Hvis ikke direktionen sætter AI på dagsordnen til bestyrelsesmødet i 2024 – kan de være sikre på, at en af de øvrige medlemmer rejser spørgsmålet…

Søg

Populære artikler